Putins biskop: Hellig mission på Svalbard trods norsk suverænitet!

Putins biskop: Hellig mission på Svalbard trods norsk suverænitet!

Midt i en spændt geopolitisk situation er Barentshavet blevet skueplads for aktiviteter, der har både religiøse og militære dimensioner. Den 16. juni 2025 var biskop Iyakov ombord på det russiske skib Professor Molchanov på vej til den arktiske ø Svalbard, mens Norges kong Harald V og dronning Sonja besøgte øgruppen. Barents Observer rapporterer, at Iyakov velsignede Murmanhavet og er en del af en gruppe højtstående præster, der støtter Putins krigsindsats mod Ukraine.

Det, der er særligt slående, er, at Iyakov tidligere havde rejst et stort russisk-ortodoks kors i Pyramiden på Svalbard uden norsk tilladelse. Disse intentioner ser ud til at være en del af en større strategi fra Kreml om at bruge den ortodokse kirke til at fremme fortællingen om, at Arktis tilhører Rusland. Dette sker i en sammenhæng, hvor norsk suverænitet over Svalbard løbende fremhæves, hvilket illustreres af den kongelige tilstedeværelse på stedet.

Spændinger omkring Svalbard

Men tingene står ikke stille. Russisk indflydelse på Svalbard kan være stigende, efterhånden som Arctic Today rapporterer om en hybrid strategi fra Rusland, der kombinerer militær tilstedeværelse med civile aktiviteter. Elizabeth Buchanan, ekspert i polar geopolitik, fremhæver, at Rusland kan øge sine aktiviteter inden for forskning, industri og turisme for at legitimere sin tilstedeværelse der.

Derudover kunne Svalbards strategiske betydning for Rusland og Norge ikke være højere. Fordi Svalbard, som ligger mellem Barentshavet, Grønland og Norskehavet, er en nøgle til militær og økonomisk adgang i hele Nordatlanten. "Kontrol over Svalbard betyder også kontrol over adgangen fra det lavvandede Barentshav til det dybe nordatlantiske hav," siger eksperter.

Geopolitisk baggrund

Geopolitiske spændinger omkring Svalbard er steget på det seneste, især efter Ruslands annektering af Krim og invasion af Ukraine. Geopolitics rapporterer, at Svalbard officielt er en del af Norge, men har en unik international status, der giver visse friheder til forskellige lande. Rusland har på den anden side en langvarig tilstedeværelse der og kunne søge at konsolidere kontrollen over området gennem militære eller hybride midler.

Fokus er på byen Barentsburg, et minecenter med omkring 400 indbyggere, der næsten udelukkende er beboet af russere og ukrainere. Kulreserverne er ved at svinde ind, og alternative økonomiske modeller som turisme er endnu ikke fuldt udviklet. Det betydelige militære og økonomiske potentiale i regionen er dog stadig ubestridt og forfølges strategisk af Rusland som en del af dets nationale interesser i Arktis.

Med et planlagt internationalt arktisk videnskabscenter, der skal bygges i partnerskab med BRICS-landene, viser Rusland på imponerende vis, at dets ambitioner i denne region rækker langt ud over turismekampagner. Denne udvikling udgør en direkte udfordring for Norges kontrol over øgruppen, og den norske flåde har allerede truffet foranstaltninger for at sikre sin tilstedeværelse i regionen.

Sammenfattende er situationen på Svalbard i hastig udvikling. Inddragelsen af ​​religiøse ledere som biskop Iyakov viser, hvor forskellige de tråde er, der er vævet sammen i Arktis. Politiske spændinger, økonomiske interesser og spørgsmålet om national suverænitet vil fortsat præge dialogen mellem Norge og Rusland i fremtiden.